Det begynder på Amager i 1976. Jeg begynder.

Jeg er født og opvokset på Amager i en meget troende mormonfamilie og med to yngre søstre. Tidligt interesserede jeg mig for at skrive og drømte om at blive forfatter. Som ni-årig forsøgte jeg for første gang at skrive en bog - “Det talende kranie” - i et kladdehæfte, jeg havde fået af min mormor. Jeg nød desuden at skrive stile og var lykkelig den dag, min dansklærer sagde, at hun glædede sig til at se mine bøger på hylden i boghandleren.

Min far var meget dominerende, kritisk og udøvede social kontrol. Særligt, da vi piger blev teenagere, var han bange for, at vi skulle miste vores kyskhed. “Jeg vil hellere se jer komme hjem i en kiste end at se jer miste jeres dyd,” sagde han for eksempel. Min far og jeg havde mange sammenstød, og mine små oprør syntes forgæves. Han var ikke til at forhandle med. Til sidst var jeg ved at gå i stykker. droppede ud af gymnasiet og mærkede et tungt mørke hive i mig. I desperation tog jeg kontakt til socialkontoret og bad om at blive flyttet.

Da jeg var 16 år, blev jeg flyttet på ungdomspension. Det var en voldsom omvæltning. Trods mine problemer med min far savnede jeg min familie. På ungdomspensionen var der lave forventninger til de unge, som jeg ret hurtigt levede op til. Mit fokus forsvandt fra gymnasiet. I stedet hang jeg ud med de andre piger på ungdomspensionen, som var hårdere typer, der røg hash og stjal. Den adfærd efterlignende jeg, selvom jeg stadig var troende. Jeg accepterede, at jeg ville ende i helvede.

Som 18-årig flyttede jeg på kollegie, uden at have ambitioner, tro på mig selv og en fremtid - eller nogle planer for mit liv. Jeg droppede ud af gymnasiet og drev rundt, ulykkelig og uden et stabilt selv. Som 19-årig og bistandsklient blev jeg gravid med en yngre fyr, der allerede var videre og slet ikke far-potentiale. Alting ændrede sig, da jeg fik min søn. Jeg tog mig sammen og fik en uddannelse som cand. mag. i litteraturvidenskab. Jeg holdt op med at ryge hash og gjorde mit bedste for at være et godt eksempel. For hans skyld. Silas.

I 2006 debuterede jeg med billedbogen “Da musene flyttede samme vej som guldet”, og to år senere kom “Hvad lille Line vidste.” Jeg begyndte på flere romaner, men de strandede, og jeg hoppede mellem idéer, hvor de nyeste var altid lidt mere spændende og skinnende. Det ændrede sig med alderen. Jeg debuterede som romanforfatter i 2021 med den autofiktive roman “Grundvold”, og året efter kom “Pyntesmil”. Lige nu arbejder jeg både på en længere børnebog og en roman for voksne.

Tilbage i 2012 fik jeg en livsændrende idé. Jeg havde selv læst meget som barn, men da jeg flyttede på ungdomspension, var der ikke en eneste bog. Min ungdomspension kunne ikke være den eneste institution, som manglede bøger, og det ville jeg gerne lave om på. Derfor stiftede jeg organisationen Læs for Livet, som udviklede sig fra et enmands-projekt til en landsdækkende organisation. Vi indsamler gode bøger og donerer dem, hvor der er mest brug for dem. Til hverdag arbejder jeg nu her og nyder at gøre en forskel.